Fig 1. -Tekst om monopolets tilskud.
Fig 1. -Tekst om monopolets tilskud.

Københavnsk Udlandspostkontor, 1726-1998.

Et stykke grønlandsk posthistorie der sluttede upåagtet.

Den 31. august 1998 lukkede det grønlandske postvæsen sit københavnske postkontor. Uden ceremoni eller presseomtale. Alligevel markerede lukningen, at en epoke blev afsluttet.

Gennem århundreder havde udlandspostkontoret placeret midt i det københavnske postdistrikt fungeret som Grønlands vindue mod om-verdenen. I praksis som en Administrativ forlængelse af Grønland selv. Kun få samlere undrede sig. Blandt andet nogle færøsamlere der huskede breve adresseret via et grønlandsk-færøsk posthus i København.
Selve historien om postkontorets oprindelse – der rækker helt tilba-ge til den norske præst Hans Egedes mission i 1721 - var tabt for eftertiden.

Dette indlæg forsøger at samle trådene: fra missionens skibsforbin-delser i 1720'erne, over det kongelige handelsmonopol, der i en periode omfatter så forskellige områder som Grønland, Island,
Finmarken og Færøerne, til den særegne klassiske periode, der i årtier lod post til og fra Grønland passere som lokal københavnsk post, og videre frem til det 20. århundredes pakkeportomærker, radiotelegrafi og endelig blev de grønlandske frimærker indført i 1938.

Undervejs var der postkontorets skiftende adresser, dets rolle i tilpasningen til Verdenspostforeningen (UPU) omkring 1875, P&T manglende hensyn ved takstændringen dagsdato i 1919 og flere kuriøse detaljer, som gør netop denne del af den nordatlantiske posthistorie så fascinerende for samleren.

Missionen og de første post forbindelser.
Hans Egede sejlede i 1721 fra Bergen mod Grønland for at genoptag forbindelsen til de norrøne bosættelser og bringe kristendom-men tilbage til den grønlandske befolkning. 
Dog viste det sig i 1726 at den vigtige besejling af Grønland fra Bergen til støtte for missionen ikke var økonomisk holdbart. Missionen kom under alvorligt pres, så den norsk-danske Konge så sig nødsaget til at gribe ind og overtage ansvaret for besejlingen. Kongen støttede missionsarbejdet ved at godkende udsendelse af munke fra den herrnhutiske brødremenig-hed – først til Dansk Vestindien i 1731, og kort efter til Grønland i 1732. Brødremenigheden, der havde sit udspring i Herrnhut i Sachsen, kom til at spille en central rolle i den grønlandske missions historie i de følgende år helt frem til 1899. 

Kongen overdrog fra 1731 ansvaret for forbindelsen til Grønland først til et handelskontor i København. – Dengang stationeret ved Børsen. Andre københavnske selskaber videreførte forbindelsen til Grønland frem til 1774, hvor Kongen etablerede et egentligt kongeligt handelsmonopol – forløberen for Den Kongelige Grønlandske Handel (KGH), der formelt blev oprettet ved kongelig resolution i 1776.
Fra dette tidspunkt var både handel og postbefordring til og fra Grønland et kongeligt monopol, administreret fra netop det københavnske kontor, der havde varetaget forbindelsen siden 1726.


Fig. 2 NFT-3 2025, side 114, med tilhørende billedtekst ]Et monopol, der rakte fra Færøerne til Finnmarken. 

Det kongelige monopol, der blev grundlagt i 1774, var ikke begrænset til Grønland alene. I en årrække omfattede det tillige Island, Finmarken (det nordligste Norge) og Færøerne, og alle fire områders post- og handelsforbindelse med Danmark-Norge blev kanaliseret gennem det samme københavnske kontor. Fra 1781 blev kontoret således det centrale omdrejningspunkt for monopol post til og fra hele denne nordatlantiske og nordnorske periferi, og fra 1813 koncentreredes aktiviteten yderligere om forbindelsen til Færøerne og Grønland, efterhånden som de øvrige monopoler blev afviklet eller omlagt. 


Det grønlandske monopol var derimod langt mere sejlivet: Den Kongelige Grønlandske Handel bevarede sin eneret til handel med Grønland helt frem til 1950, hvor en gennemgribende reform af det dansk-grønlandske forhold satte punktum for mere end halvandet århundredes monopol drift. Tilbage stod det københavnske kontor, som fra 1856 koncentrerede sig udelukkende om den grønlandske forbindelse, mens Island og Færøerne udviklede deres egen postale identitet. Island fik egne frimærker fra 1. januar 1873, dog stadig afhængig af danske postskibe til selve befordringen. Færøerne forblev derimod postalt en del af Danmark og fik ikke egne frimærker før 1975. Grønland indtog en mellemposition: landet forblev administrativt og postalt tæt knyttet til Danmark, men udviklede – som det følgende vil vise – sit eget særegne system af takster, stempler og pakkeportomærker, længe før de første egentlige grønlandske frimærker så dagens lys. 

Udlandspostkontoret og tilpasningen til Verdenspostforeningen
Udlandspostkontorets placering midt i det københavnske postdistrikt
fik en betydning, der rakte langt ud over den grønlandske forbindelse alene. Da det danske postvæsen omkring 1875 skulle tilpasse sig de nye internationale spilleregler, som fulgte af oprettelsen af Verdenspostforeningen (Union postale universelle, UPU) – indstiftet ved Bernerkonventionen i 1874 og trådt i kraft fra 1. juli 1875 med Danmark som en stifterne – kom kontorets erfaring med at håndtere afvigende takst- og afregningssystemer for en oversøisk besiddelse til at spille en rolle i den administrative tilpasning. 

Grønland, blev koloni medlem 1877 sammen med DWI indtil 1917, og krævede en særlig handling, som i høj grad blev udviklet og forfinet netop i det københavnske udlands- postkontor. Mens Dansk Vestindien fra 1856 og Island fra som nævnt 1873 fik deres egne frimærker og dermed en synlig postal identitet, forblev Færøerne fuldt integreret i det danske postvæsen uden egne mærker.Fig. 3 NFT-3 2025, side 121, fig. 11, med tilhørende billedtekst, samt henvisninger, breve til/fra Grønland.Fra portofrihed til pakkeportomærker.

Ordningen fungerede vederlagsfrit for post op til en vis vægtgrænse
helt frem til 1905, hvor der for første gang blev indført porto for
forsendelser med en vægt over ¼ kg. 1930 godkendte det danske
postvæsen brugen af særlige pakkeportomærker til den grønlandske
pakkepost, og – hvad der var langt mere vidtrækkende – en tillægs-takst beregnet efter vægtklasser der blev pålagt al post til og fra
Grønland. En tillægstakst der tillige omfattede dansk frankerede
pakker, der hidtil var blevet viderebefordret gratis. 


Praksis var at en dansk afsender særskildt ved check eller
postanvisning betalte den grønlandske tillægstakst direkte til KGH der så påsatte pakkeporto mærker på adressekortet. Enten ved siden af eller ovenpå de stemplede danske frimærker. Tilsvarende frankering på adressekort fra Grønland var ikke mulig, da det danske postvæsen ikke tillod at pakkeportomærker blev sat opad de endnu ustemplede danske frimærker. I stedet blev de henvist til bagsiden af talon eller til at sidde direkte på pakkens indpakningspapir.


En takst ændring i 1919, der usædvanligt nok trådte i kraft med
virkning fra selve dags dato i stedet for den sædvanlige praksis med
en fremtidig ikrafttrædelsesdato, affødte behovet for et særligt side
stempel. Sådanne side-stempler er i dag eftertragtede blandt
special-samlere, netop fordi de kun blev anvendt i en kort periode. Et
Ivigtut postkort frankeret med 7 øre landstakst blev poststemplet i
København den 24.okt 1919 (det var ikke transit-stemplet) og sat i
porto "6" eftersom denne takst var forhøjede til 10 øre fra den 6.okt
1919. Imidlertid fik samme dato et lokal takstbrev frankeret med 7 øre
(også forhøjet til 10 øre) både et transit- og et side-stempel "Fra
Grønland, Sættes ikke i porto". Vigtigt, fordi afsenderen umuligt
kunne være bekendt med takst ændringen og derfor ikke skulle opkræves porto. Men tilsyneladende blev stemplet fejlagtigt kun sat på post, der gik via KGH. 


Den indenlandsk porto fritagelse for post inden for Grønland blev tilsyneladende indført for forsendelser op til 10 kilo og bestod helt frem til 1958, hvor den endelig blev afskaffet, og Grønland dermed fik et postvæsen, der i sin opbygning ligner det danske moderlands. 

Skibe, kabler, radiobølger og særlige stempler. 
Den fysiske forbindelse mellem Danmark og Grønland hvilede i århundreder udelukkende på sejlads. Diskussionen om, hvorvidt de kongelige dampskibe også skulle anløbe Færøerne på vej til og fra Grønland, dukkede op flere gange – blandt andet blev det overvejet, om dampskibet "Hans Egede", der blev sat i drift i 1905 skulle gøre ophold ved Færøerne på sine ruter. Også telegrafen satte sit præg på forbindelsen mellem Grønland og omverdenen, men det var først fra 1925, at Grønland for alvor blev bundet sammen med omverdenen ved radiotelegrafi og blev uafhængige af skibenes sæsonbestemte sejlplaner. 


Et af de mere kuriøse kapitler knytter sig til Ivigtut, hjemsted for det berømte kryolitbrud, der fra midten af 1800-tallet og frem til 1987 var Grønlands vigtigste industriel virksomhed. Fordi kryolitbruddet var en privat koncessioneret virksomhed, der lå udenfor de almindelige grønlandske kolonisteder, indtog Ivigtut en særstilling med status af et udsted under kolonien Frederikshaab. Kontrolløren ved Ivigtut var KGH's forlænget arm og varetog monopolets interesser. Fra 1885 bliver Ivigtut posten lejlighedsvis monopol-kontrolleret, pakket og forseglet af kontrolløren i en særlig posttaske, der afleveres på dansk posthus uden at gå via KGH (intet transit-stempel).

Grønland får sine egne frimærker 
En historisk milepæl indtraf den 1. december 1938, Grønland udgav sine første egne postfrimærker efter en lang periode med danske frimærker, takster og stempler (pga. forholdet til det københavn-ske postdistrikt).
Nyordningen omfattede imidlertid ikke straks hele landet. Thule-distriktet i det nordligste Grønland og Østgrønland stod uden for den tidligst ikrafttrædelse og måtte vente til 1939, hvor frimærkerne kunne tages i brug efter årets sidste skibsanløb – en påmindelse om, hvor afgørende sæsonens korte besejlings periode fortsat var for postgangen i de fjerneste egne af landet.

 

Scoresbysund fulgte ikke instruksen og frankerede straks breve med grønlandske frimærker. Således kendes 1939 breve behandlet som dansk frankeret med et transitstempel fra KGH. Selv efter indførelsen af egne frimærker levede den hidtidige porto fritagelse tanke fra 1839 videre. (Landsfogedens princip var: når en kan, kan alle.) 


(Bemærk, Hele hjemmesiden er planlagt på engelsK). 

WWII 1940-5.
The German occupation of Denmark on April 8, 1940, immediately cut off Greenland's shipping connections, leaving the colony isolated in a situation of significant strategic risk. Greenland's cryolite from Ivigtut was crucial for aluminum production and thus for the manufacture of military aircraft. Likewise, weather stations were important for warfare in Europe. 


Precisely for this reason, Canada attempted to gain control of Ivigtut in the spring of 1940. Instead, the USA succeeded in reaching agreements for the construction airports with the Danish ambassador in Washington. The result was the establishment of an American-based Greenland Commission, later called the Delegation, which was tasked with ensuring postal connections and shipping via New York. Just weeks after the occupation, an office was established in New York that could almost entirely replace the role of KGH in Copenhagen. This office handled both the postal connection (population register) and Greenland's need for support with goods procurement. 


Several of Greenland's ships departed before the occupation: S/S Gertrud Rask and S/S Hans Egede, as well as the cryolite company's S/S Julius Thomsen, which was the only one to return home after the war. The mail ship M/S Disco was captured and spent the entire war in Copenhagen. Parcel post had to be returned, and postage was refunded. However, the address cards received no return stamp, and a few receipts for refunded postage are the only documentation. Almost all letter mail from M/S Disko was forwarded via Lisbon to New York and from there with the American warship Campbell to Greenland. Only a few letters are known to have been returned with a side-cancel, "Postforbindelsen afbrudt" (Postal connection interrupted). 

For the rest of the war, Greenlandic letters were supplied with routing marks either via Siberia (in use until June 1941) or via Lisbon (the opposite way around the globe). The Denmark-Greenland postal route continued because the German authorities considered the colony of Greenland a friendly country throughout the war. From Greenland, there was no postal connection in the spring of 1940. Apparently, it was only partially successful in collecting the spring mail, which was forwarded via New York (at a few post offices, letters lay over during the summer). In December 1941, the USA closed the Greenland to Denmark route. Return mail received a side stamp or a printed label. The Greenland to Denmark postal route remained closed for the rest of the war. 


Postal rates remained remarkably stable during the war years. The
international rate of 30 øre was maintained despite an official
increase on July 1, 1940, to 40 øre, while letters to Denmark followed
the domestic rate of 20 øre plus an airmail surcharge – first 85 øre,
later 80 øre. Domestic mail remained postage-free, as before the war. 


Greenlandic letters are known to have been censored in Germany,
England, the USA, and in Denmark (a period after the war), even
double-censored. War conditions shifted, leading to many postal
changes. One example is Greenlandic airmail, which became possible
because mail from May 1940 went via New York. The postal arrangements established during the war would shape Greenland's connections to the outside world well into the post-war period and constitute a central chapter in the country's modern postal history.


On February 1, 1945, a new series of Greenlandic postage stamps went on sale, replacing the 1938 issue with Christian X. The series quickly acquired the nickname "Amerika-udgaven" (America Issue) because it was printed and sold in the USA. A few months later, the idea arose to overprint 30,000 sets with the text "Danmark Befriet 5. maj 1945" (Denmark Liberated May 5, 1945). Greenland approved the proposal on May 10 in a telegram that clearly and concisely ordered 10,000 sets, brown. Whether Greenland was aware at this time of an already concluded agreement with the stamp dealer Stolow is unknown. 

In a letter dated May 14, 1945, Stolow explained the actual agreement: In return for a sales monopoly in the USA, he agreed to purchase 10,000 sets immediately and an additional 10,000 within a year.
In light of Greenland's telegram order, Greenland had to react in protest when only 200 complete sets and nearly 5,000 incomplete sets were received on September 26. An additional 500 sets arrived on December 17, and a total of 700 sets were distributed to Greenland's 16 open post offices. Godthåb received the Danmark Befriet stamps on January 3, 1946, Ivigtut on January 18, and Julianehaab not until April 23, 1946. 


Previously, both New York and Copenhagen had only sold unused stamps, so the Greenlandic sales likely consisted primarily of sets on first-day covers. In 1946,Collectors' growing concern reached the country's highest political level.
After a historic collectors' meeting on March 6, two chairmen from Copenhagen's largest stamp associations were granted an audience with Denmark's Prime Minister – but without result.

The truth only emerged later. In 1981, as Lasse Nielsen caused a stir in Danish trade circles when he authenticated a forged stamp in colour-error bought from Stolow. Subsequent letters and telegrams document the circumstances: Misprint sets with partially fake stamps – referred to by Stolow as "tryk 2" (print 2) – were sold as genuine. 


On July 1, 2005, the newspaper Weekendavisen told the story on an entire page under the headline "FUP" (fake). Many collectors subse-quently chose to blacklist the entire "Danmark Befriet" series, even though only the colour-error ought to have such a fate.

Neither the colour-error nor the inverted overprints weresold in Denmark or Greenland. On FDCs, the date should not be confused with the postmark date for sets that collectors later sent up after purchasing them in Copenhagen. A single variant deserves mention: Pairs of 10 or 15-øre values, where the overprint appears shifted. The sheet size of these values meant that the overprint had to be performed in two stages – a detail that was apparently only discovered after the sheets had been divided in sets.
Kontorets sidste år.
Kontoret flyttede gennem årene mellem en lang række adresser i det centrale København – blandt andet Børsen/Nybørs, Slotsholms-gade, Stormgade og Strandgade – før det i 1992 fandt sin sidste adresse på Amager Landevej ved Københavns Lufthavn. Herfra fortsatte det sin virksomhed frem til lukningen i 1998, hvor de sidste rester af den århundrede års gamle ordning med et selvstændigt grønlandsk ekspeditionskontor i København definitivt blev afviklet.
At lukningen gik upåagtet hen, siger noget om, hvor usynlig denne del af den dansk-grønlandske posthistorie var blevet for offentlighe-den. For filatelisten er det imidlertid netop det upåagtede og glemte, der gør emnet så interessant: bag de tørre stempler, side påtegnin-ger og Pakkeportomærker gemmer der sig fortællingen om, hvordan et lille kontor midt i København i flere hundrede år var det admini- strative knudepunkt, der bandt Grønland sammen med den øvrige verden – fra Hans Egedes missionsforbindelse i 1720'erne, over det kongelige monopols storhedstid, til radiobølgernes og til sidst frimærkernes indtog i det 20.århundrede.

Velkommen til Grønland posthistorie - kilde til viden om udvikling af Grønlands befordring af post. Jeg ønsker at dele min passion for posthistorie ved at vise objekter med spændende og unikke historier. Få indblik i posthistori 

Gennem årerne har jeg samlet objekter til bytte eller salg og hører gerne om ønsker fra liebhaverer?
Er planlægt til senere - værdi sker efter vurdering. 

Adressekort og takst.

text 

Pakkeporto og frimærker. 

Stempler KGH og Grønland.

Vægt notat, øvre højre hjørne.

Datostemplet, Grønlands Styrelse.

Klassisk dansk frankeret post. 

På hjemmesiden findes yderligere information om de forskellige tjenester. Der gives mulighed for at dykke ned i Grønlands fascinerende posthistorie.

Mange detaljer på modertegningen går igen på det trykte pakkeporto. På 5-øres mærker er der således en bemærkelses forskel mellem de to værdicifre. Det venstre 5-tal virker mørkere end det højre på grund af et større antal skraveringslinjer.

Offsetoplaget fra 1937 blev fremstillet efter en ny, tilpasset tegning, tilsyneladende ved lodret kopiering. Hver søjles fem mærker kan derfor genkendes på de samme små særpræg, som ses på den viste 5-stribe nytryk og på enkeltmærkerne.

Fakturaen fra 1905 opbevares i Rigsarkivet sammen med kunstnerens kvittering. Den samme kunstner har tegnet flere danske frimærker, men er især kendt for sine illustrationer til danske pengesedler.

En artikel i KPK fra 1905 gør det klart, at pakkeportomærket udelukkende var tiltænkt postal brug. Det betød, at al frankering med pakkeportomærker skulle udføres af personalet. Fra 1909, med den obligatoriske brug af adressebreve, var det praktisk at noterer et takstbeløb. Denne praksis synes at være blevet en fast rutine gennem hele brugsperioden og har siden opdagelsen bidraget til at afsløre flere forsøg på forfalskninger og manipulationer[th1]. 


Karlo Lindskog skriver i en artikel fra 1959, at der i 1912 (det korrekte år er 1910) blev udgivet et oplag af 5 øre (på 5.000 stk.), og konstaterer desuden, at salget 1905/16 i København var på 92 stk. (et fejlagtigt tal oplyst i KGH's officielle statistik). Dette salgstal er bemærkelsesværdigt, og i de indsamlede fotokopier af adressebreve med 5 øre findes der flere 5-øres mærker på adressebreve fra perioden 1905/16. Det viste sig, at det faktiske salg var 10.092 stk., og at der i Rigsarkivet lå en faktura fra 1910 på et oplag på 10.000 5-øres mærker (endnu en fejl i den officielle statistik). 

Før adressekort blev obligatoriske, blev pakkeportomærkerne anbragt direkte på pakkens indpakningspapir.

Filatelistisk brug af de tre første værdier på et adressebrev. Ifølge sælgeren på E-bay var kortet en gave til en engelsk samler efter et ophold som diplomat i Danmark. Bemærk den udsøgte stempelkvalitet og den manglende nummeretiket. Hidtil det eneste kendte filatelistiske adressekort, dateret til perioden, hvor pakkeportosalget åbnes. Pp

Det københavnske, lille skjoldstempel er tilsyneladende eneste mulige poststempel fra årerne 1905/08 men postal brug er ikke blevet dokumenteret. Stemplet opfylder ikke det katalogiseringskrav som de øvrige 19 københavnerstempler opfylder, kendskab til postal brug på adressekort eller lignende-